Kontantlån
posted by admin in UncategorizedEt kontantlån er ligesom de velkendte realkreditlån et obligationslån, velegnet til husfinansiering. Kontantlånet adskiller sig dog fra de traditionelle realkreditlån på en række punkter. Læs med her om fordele og ulemper ved kontantlånet.
Et obligationslån betyder i grove træk, at en række obligationer udstedes til en bestemt rente, og sælges til investorer, så kontanter bliver frigivet til en låntager.
Den største forskel mellem et traditionelt realkreditlån og kontantlån ligger i, at renten på kontantlånet ikke er kendt på forhånd. Renten bliver nemlig først fastsat, når det ligger klart hvor mange obligationer, der skal sælges for at opnå det ønskede lånebeløb.
Den opmærksomme læser undrer sig måske over, at der ovenfor står skrevet at obligationer udstedes til en bestemt rente, samtidig med at man efterfølgende kan læse, at renten på kontantlånet er ukendt. Det skyldes, at man med obligationslån skelner mellem den nominelle – og den effektive rente. Den nominelle rente, også kaldet pålydende, er den rente, obligationerne udstedes til. Den effektive rente er den rente, dit lån kommer til at ligge på, når obligationerne er handlet. Dette afhænger af hvilken kurs, obligationerne sælges til.
Kursen vil være bestemt af den givne obligations nominelle rente og den markedsrente, der på handelstidspunktet er gældende for den obligationstype. Jo højere renten er jo lavere kurs – og omvendt.
I praksis fungerer et kontantlån altså på den måde, at skal du låne 100.000 kr., udstedes et pantebrev med en hovedstol på dette beløb. Dine lånevilkår kan f.eks. lyde et 30-årigt kontantlån med en nominel rente på 5 %. Finder køber af obligationerne, at disse vilkår er acceptable, sælges obligationerne til deres pris, dvs. kurs 100, også kaldet pari. Du kan dog også risikere, at obligationerne sælges med et kurstab, altså til en kurs lavere end 100. Sælges obligationerne f.eks. til kurs 90, bliver dit kurstab altså 11.111 kr. Ligesom det er tilfældet for det traditionelle realkreditlån betyder dette altså, at der skal sælges obligationer for 111.111 (obligationshovedstol) for at opnå et provenu på de 100.000 (kontanthovedstol). På grund af kurstabet kommer den effektive rente altså til at lyde på 5,95 %, selvom den nominelle rente skriver 5 %. Kontantlånsrenten bliver altså fastsat til 5,95 % – den rente der svarer til den effektive rente på det bagvedliggende obligationslån.
Den afgørende forskel mellem disse obligationslån ligger i, at kurstabet for kontantlånet omdannes til fradragsberettigede renter. Skattemæssigt kan man nemlig fradrage renter, men ikke kurstab. Dette er altså den altafgørende fordel for kontantlånet. Omvendt bliver du nemlig tilsvarende beskattet af en kursgevinst, hvis dine obligationer skulle blive solgt til en kurs højere end 100.
Om kontantlånet er det rette lån for dig og din boligfinansiering, kan være svært at vurdere. Som med alle lånesituationer handler det om at gøre sit forarbejde, indhente lånetilbud og vurdere ikke bare på kort, men også på lang sigt hvilken løsning der passer bedst til sin økonomiske situation og behov. Læs meget mere her på sitet om lån og boligfinansiering.
